FN fastslår: Mennesker er skyld i den globale opvarmning

På god, demokratisk vis er sandheden om klimaets forandringer blevet lagt fast. Så nu kan politikerne gå i gang med at løse klimaproblemerne, hvis de altså tør stole på det.

Af Kent Krøyer,  onsdag 21. jan 2009 kl. 14:55

Det er ganske vist: Menneskers afbrænding er årsag til den globale opvarmning. Demokratiet har talt, men filosoffen Karl Popper er ikke taget i ed. (Grafik: Wikipedia)

Nu er det endelig blevet helt troværdigt sandt (næsten da), at menneskehedens overforbrug af brændsler er skyld i den globale opvarmning, skriver Danmarks Meteorologiske Institut på sin hjemmeside.

Det fremgår nemlig af en storstilet spørgeundersøgelse, foretaget af den amerikanske lektor Peter Doran fra University of Illinois.

Peter Doran og forskerkollegaen Maggie Kendall Zimmerman har stillet to simple spørgsmål til 3.146 forskere:

1) Er den globale middeltemperatur steget i forhold til før-1800 niveauerne?

2) Er de menneskelige aktiviteter en betydende faktor i ændringen af den globale middeltemperatur?

Resultatet var, at et overvældende flertal sagde JA til begge dele. Kun 10 procent var uenig i det første spørgsmål og 15 procent i det andet.

Sådan! Nu er det slået fast én gang for alle, så ingen kan være i tvivl. Bortset altså fra de få tvivlere, som er uden for videnskabspædagogisk rækkevidde. De tilhører en minoritet.

Dermed skulle sandheden om klimaforandringerne være slået fast på ægte demokratisk vis.

Problemet er nu, at ingen af naturvidenskabens store tænkere anerkender flertalsafstemninger som en farbar vej til videnskabelig sandhed.

»Man kan godt finde tænkere, som vil sige, at man kan definere sandhed som konsensus, men ikke hos de naturvidenskabelige videnskabsteoretikere,« siger cand. mag. adjunkt Anne Marie Olesen, Afdeling for Filosofi på Aarhus Universitet.

»Brugen af konsensus som sandhedskilde er ikke fremherskende. Det vil være et radikalt synspunkt, hvis man hævder det inden for naturvidenskab,« siger Anne Marie Olesen.

Der vil altså ikke være konsensus om at bruge konsensus til noget, man bliver klogere af. Det vil sige, at de fleste naturforskere vil være enige om, at man ikke kan finde sandheden på den måde - ved blot at blive enige om den.

FN gør det nemt for politikerne
Derfor kan det være videnskabeligt problematisk, at IPCC, FN's mellemstatslige panel om klimaændringer, har udgivet en rapport, som netop fastslår, hvad de fleste forskere mener om klimaændringerne. Og for at gøre det hele endnu værre, så har rapporten undertitlen: "Sammendrag for beslutningstagere". Det er altså den, politikerne skal have i hånden, mens de bruger skattepengene.

IPCC finder nemlig, at ikke bare er de fleste forskere enige om klimaforandringernes årsager - nej, de fleste forskere, som ved, hvad de taler om, er enige om det.

Ifølge IPCC er 97 procent af dem, der faktisk beskæftiger sig med klimaforskning, enige om, at menneskeheden er skyldig i klimaforandringerne. Men blandt de andre - som også er dygtige, men på andre områder, såsom geologi og meteorologi - er der betydeligt mere tvivl.

Det vil sige, at FN vil have politikerne til at træffe beslutninger på grundlag af videnskabelig indsigt, der som ovenfor nævnt IKKE kan karakteriseres som sandhed. Det er bare noget, som mange dygtige folk er enige om.

Sandheden er svær at få hold på
Men hvad gør man så, når man skal agere fornuftigt i den virkelige verden, hvor vigtige beslutninger skal tages på det bedst mulige grundlag? Eksempelvis beslutninger om den globale opvarmning.

Tænkeren Karl Popper, som store dele af videnskaben i dag hælder til, slog fast med syvtommersøm, at man i bedste fald kan sige, hvad der IKKE er sandt. Selve sandheden, derimod, er en flygtig størrelse, som flytter sig, mens man rækker efter den.

Så man skal ligesom en omvej rundt for at finde frem til en opfattelse, der er så rigtig, at man kan træffe rimelige beslutninger ud fra den.

»Jo mere, vi forsøger at falsificere en teori, jo mere vi tør udfordre os selv og risikere vores teori, jo mere befæstet bliver den. Men vi kan ikke sige, at den er sand. Ifølge Popper når vi aldrig dertil,« siger Anne Marie Olesen.

Sådan træffes beslutninger bedst
Men hjælpen er nær. Fornuftige beslutninger kan godt træffes, selv om man ikke har den absolutte sandhed i hænderne.

»Jo mere, vi udsætter vores teori for, og som den kommer helskindet igennem, jo mere kan vi fæste lid til den, og så kan den også danne grundlag for vores handlinger. Så selv om man kommer frem til en teori gennem konsensus, skal man ikke bare tage den for gode varer, før man har forsøgt at falsificere den. Og jo mere, man har udsat den for af forskellige tests, jo mere kan den gælde som rationelt handlingsgrundlag,« siger hun.

Kan man sige, at jo større konsensus, der er om en teori, jo vigtigere er det at prøve at skyde den ned?

»Den tanke kunne man godt have. Jeg ved ikke, om man kan sige, at der er en fast, logisk slutning der. Men hvis der er en stor konsensus om en sag, så kunne det være interessant at pille ved det.«

Så de forskere, der bør holdes vågent øje med, er de sidste tre procent af klimaforskerne, som mener noget helt andet. Dem, som med Karl Poppers tanker i den ene hånd og et enkelt, velanbragt fysikforsøg i den anden har mulighed for at vælte hele den gængse opfattelse af, hvad der er sandt.

Danmarks Meteorologiske Institut har udgivet FN-rapporten på dansk

DTU: Nu skal den CO2-kurve knækkes

Danmarks Tekniske Universitet indkalder forskere, forretningsfolk og myndigheder til fælles klima-workshopper, der skal udvikle de løsninger på klimaproblemerne, som kan tages hurtigt i brug.

Af Andreas Antoni Lund,  onsdag 12. mar 2008 kl. 15:25

Kurven for den globale CO2-udleding skal knækkes. Derfor samler DTU nu førende hoveder inden for klima- og energiteknologier for at promovere samarbejde mellem forskningsverdenen, erhvervslivet og en række myndigheder. Det skal sikre en koordineret klimaindsats.

»Det overordnede mål med initiativet er at udvikle og ibrugtage nye klimateknologier hurtigere,« fortæller Niels Axel Nielsen, der er direktør for myndighedsbetjening og sektorudvikling ved DTU.

Med klimateknologier menes dels energiteknologier, der skal mindske CO2-udledning, dels teknologier, der skal forberede os på de konsekvenser, som klimaforandringerne får for blandt andet byggeri, kloakering og husdyrsygdomme.

»For det første skal virksomheder se forretningsmulighederne i teknologierne, så de kan billiggøres. For det andet skal myndighederne spille med, så lovgivning og incitamenter fremmer brugen af dem,« siger Niels Axel Nielsen.

Det skal foregå i en serie af ni workshopper og tre konferencer. Fem af workshopperne skal fokusere på energiteknologier og de tre resterende på klimatilpasning.

En workshop omhandler for eksempel bygninger, som 40 procent af Danmarks energiforbrug går til at opvarme. Med selvom der findes nye teknologier til at opføre mere bæredygtige bygninger, så skal bygningsreglementer og kommercielle hensyn medtænkes.
Alle hensyn skal diskuteres på workshopperne, og Dansk Industri bifalder modellen.

»Samspillet mellem virksomheder, forskning og myndigheder er helt afgørende, når Danmark skal være i førersædet med bredt accepterede og kommercielt anvendelige klimateknologier,« siger branchedirektør for Energi Industrien i DI, Anders Stouge, i en pressemeddelelse.

Men det er ikke kun Danmarks position inden for klimateknologi, det gælder. Ifølge anbefalinger fra FN’s Klimapanel, skal CO2-kurven knækkes inden for 15 år, og efterfølgende fortsat reduceres, hvis klimaforandringerne skal begrænses.

»For at gøre det på en måde, så samfundet kan håndtere det økonomisk, skal kurven knækkes hurtigt. Venter vi i for eksempel 30 år, så skal nedgangen være endnu kraftigere, og det bliver endnu dyrere,« siger DTU-direktør Niels Axel Nielsen.

Men det er nødvendigt at forskere, erhvervsverden og myndigheder bliver mere bevidste om, hvilken rolle netop deres institution skal spille for at effektivisere kampen for at knække CO2-kurven, understreger han.

DTU's workshopper
DTU afholder følgende workshopper: Bæredygtige bygninger, Fremtidens energisystemer, Dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, Vedvarende energikilder, Transport, Klimaændringer og økosystemets produktivitet, Forbrændingsteknologi og CO2 deponering og Infrastruktur og klimaændringer.

Hermed et lille udsnit af en debat fra tidskriftet Ingeniøren

Af Poul-Henning Kamp,  mandag 24. mar 2008 kl. 14:18

Jeg spurgte i mit sidste blogindlæg hvad der skulle til før folk skifter mening om CO2-krisen.

Svarene faldt groft sagt i seks kategorier:

0. (overbevist) "Jeg ser de videnskabelige resultater som [uigendrivelige/tyndbenede], jeg skifter ikke mening, vi [har/har ikke] et problem."

1. (skepsis) "Jeg synes ikke målingerne/modellerne" er troværdige ud, men hvis de bliver [lidt/noget/meget] mere overbevisende skifter jeg mening.

2. (tvivler) "Jeg ser resultaterne, men der er så store mangler i vores viden, at jeg ikke ser årsag til at handle endnu."

3. (fodboldfan) "Jeg gentager blot argumenter/slagord jeg har fundet på nettet, uden helt at vide hvad det er jeg taler om. Da jeg har valgt side ændrer jeg ikke mening igen og der er følgelig ingen grund til at tage input fra den modsatte side"

4. (dogma) "Det er alt sammen en [venstreorienteret] sammensværgelse og jeg vil slet ikke debattere sagens fakta, men blot uslynge bandbuller og skælsord. I øvrigt er alle der ikke er enige med mig dumme."

5. (fanatisme) "Jeg vil slet ikke tale om emnet før jeg får min elbil/atomkraft/fjernet vindmøllerne".

Det var nok meget forventeligt. Assymetrien i svarene var dog påfaldende.


Hvad så med mig selv ?

CO2 har i virkeligheden meget lidt at gøre med min indstilling til fossile brændstoffer og vores brug af samme.

Jeg mener at vores tåbelige energispild er netop det: tåbeligt og jeg mener at vores afhængighed af kul(brinter) gør os til slaver af så vel en uholdbar "økonomisk vækst" som af nogle af verdens mindst menneskelige regimer.

Vi har som menneskehed brug for at have et fælles projekt og mål. En reduktion i anvendelse af fossile brændsler og deres medfølgende forurening ligger lige til højre fod, hvad enten CO2 er et problem eller ej.


Men med hensyn til CO2 problemet:

Når skeptikerene argumenterer for at vi ikke skal gøre noget (drastisk) peger nogle på Svensmarks resultater, andre peger på kolde og varme perioder i middelalderen eller forrige istid eller noget helt tredje, fjerde eller femte.

De fleste, hvis ikke alle, af disse argumenter er, hvert for sig og sammen, blevet sobert og videnskabeligt tilbagedrevet eller neutraliseret.

Ingen på skeptikersiden har nogensinde formuleret en sammenhængende forklaring på hvordan vi kan undgå at have et problem, startende fra de fysiske forhold omkring CO2s absorbtionslinier og planetens energibalance.

Ingen af dem på skeptikersiden har givet en forklaring der er kompatibel med de geofysiske observationer der vælter ind over os, fra stigende CO2, vand og temperatur til invasive arters vandring mod polerne.

Langt mindre har de formuleret hvorfor vi har nogen grund til at fortsætte med at forurene med CO2, eller fordel ved at stole på chancen for at vi ikke har et CO2 problem.

Jeg skifter under ingen omstændigheder mening om CO2, før jeg ser noget kompetent videnskabeligt arbejde, der kommer med en sammenhængende forklaring der lyder sandsynlig.


I den forbindelse er det vigtigt at forstå at forsigtighedsprincippet har monteret stangen højt for disse folk:

Hvis vi har et CO2 problem, har vi og vores efterkommere et stort CO2 problem.

Hvis vi ikke har et CO2 problem, har jeg svært ved at se ulemperne ved de tiltag der foreslås.


Men der er også andre ting der holder mig fra at skifte mening.

Mens tonen i debatten er overvældende sober fra den ene side, befolket af folk der taler om standardafvigelser, usikkerheder og tolerance(r), så er tonen på den anden side meget skinger.

Udtryk som "sammensværgelse", "alarmist" og "korruption" kræver god og solid dokumentation for ikke at lyde som småfacistisk fråden om munden, ikke mindst når de alle anvendes i samme sætning.

Derudover ser jeg, at denne meget skingre tone stadigt fodres af organisationer, der har en klar kapitalinteresse i status quo, det gavner ikke troværdigheden.


Betyder det så at jeg læser IPCC og Stern Review som gospel ?

Nej. Men i modsætning til de fleste andre har jeg faktisk læst dem.

Stoler jeg blindt på klimamodellerne ?

Nej, det ved jeg for meget om computere og numeriske modeller til

Men jeg ved også, at de kan ikke være så galt på den, som skeptikerene påstår, uden iøvrigt at understøtte deres argumenter med anden "dokumentation" end at vejrudsigten ikke passer perfekt.

Endelig er det som far til Tristan og Dana svært at komme uden om det moralske argument: det tilkommer ikke mig og min generation at foretage sådanne drastiske valg for vores efterkommere, hvis vi med en beskeden indsats er istand til at holde mulighederne åbne for dem.

Debatten er ovre, nu skal der handles...