"Det er ej heller sandt at en mand fæstnet til et kors som følge af hans forbrydelser bliver tilbedt af kristne, for de tror ikke bare at han var uskyldig, men med grund at han var Gud. Men, på den anden side, så giver hedninge guddommelig magt til konger ophøjet til Guder af dem selv. De beder til afbildninger og bønfalder deres geni."

Det kan ikke understreges nok at alle fuldt skal forstå ovennævnte beretning. Octavius er opbygget som en dialog mellem en kristen (Octavius) og en hedning (Caecilius), i Ciceros stil, og Marcus Minucius Felix er i gang med at forsvare hvorfor Jesus omkring år 250 e.Kr. blev dyrket som Gud, og hans forsvar for at Jesus kunne opfattes som Gud var, at det gjorde vi også. Det var nemlig normen, ikke undtagelsen, at høvdinger og konger blev ophøjet til gudestatus blandt alle folkeslag for hvem Herren var Solen, inklusive i Romerriget i Marcus Minucius Felix's samtid.

Og her har vi med det samme svaret på hvem Odin var og hvordan han blev til en gud. Odin var en høvding af Asefolket der, enten i live eller efter sin død, blev ophøjet til gudestatus.

Hvorfor Jesus blev tilbedt som Gud af de tidlige kristne har stor relevans til forståelsen af Odin, da årsagen er den samme. Barbara Thiering, Ph.D. i Teologi, skriver i "Jesus The Man, som jeg senere forkorter til "JTM" (s. 50-57) at Jesus, og hans broder James, af forskellige klaner inden for jødedommen begge blev anset som tronarvinger til Kong David dynastiet. Jesus blev født i marts 7 f.Kr. og hans broder i september år 1 e.Kr. Iflg. skikken var september den royale måned hvor tronarvingen skulle fødes, og dette delte klanerne for Jesus var den førstefødte men ikke født i den royale måned. En arving til Kong David dynastiet blev altid født som "søn af Gud" præcist som alle andre folkeslag ligeledes gjorde det i samtiden, og det blev man fordi Kongen havde status af Gud. Der er derfor helt naturligt at vi finder de tidlige kristne tilbedende Jesus, i hans egenskab af Jødernes Konge, som Gud. Lig Odin, blev han opfattet som sådan.

Ifald de tidlige kristne tilbad Jesus som Gud, i hans egenskab af Jødernes Konge eller tronarving, så må Herren for de tidlige kristne have været Solen. Kan det have sin rigtighed? Svaret er, ganske overraskende, et helt utvetydigt Ja! og beviset fremføres af en yderst velrespekteret, og meget spændende, kristen historieskriver.

Quintus Septimius Florens Tertullianus ("Tertullian") (år 150-229 e.Kr.) blev født i Kartago, Nordafrika. Kartago var, efter Rom, den vigtigste by i Romerriget i Tertullians samtid. Hans fader var kaptajn i Legionen og tilså at Tertullian blev uddannet advokat. Tertullian startede ud som hedning og konverterede først som 40-årig. Fra dette tidspunkt begynder han med stor iver at forsvare og undskylde Kristendommen overfor omverdenen. Omkring år 197 e.Kr. udkom hans to store værker "Ad Nationes" og "Apologeticus."

I "Ad Nationes" siger han som følger:
Liber I: XIII
"Alii plane humanius solem Christiarram. Deum aestimant, quod innotuerit ad orientis partem facere nos precationem, uel die solis laetitiam curare. Quid uos minus facitis? Non plerique affectatione adorandi aliquando etiam caelestia ad solis initium labra uibratis? Vos certe estis, qui etiam in laterculum septem dierum solem recepistis, et
ex diebus ipso rum praelegistis, quo die lauacrum subtrahatis aut in uesperam differatis, aut otium et prandium curetis. Quod quidem facitis exorbitantes et ipsi a uestris ad alienas religiones: Iudaei enim festi sabbata et cena pura et Iudaici ritus lucernarum et ieiunia cum azymis et orationes litorales, quae utique aliena sunt a diis uestris. Quare, ut ab
excessu reuertar, qui solem et diem eius nobis exprobratis, agnoscite uicinitatem: non longe a Saturno et sabbatisuestris sumus!"

Som jeg oversætter til:
Bog I : Kapitel 16 - Anklagen om solgudsdyrkelse mødt med et skarpt svar
"Andre, med bedre dannelse må det tilståes, antager at Solen er de kristnes gud, derfor at det er velkendt at vi beder mod øst, eller fordi vi gør søndagen til en højtid. Hvad så ? Gør i mindre end dette? Retter ikke mange blandt jer, med en på samme vis hengivenhed til sometider at tilbede himmellegemer, læberne mod solopgangen? Det er jer, i alle tilfælde, der har indlemmet Solen i ugens kalender; og i har udvalgt dagen, til fordel for den foregående dag som den bedst egnede i ugen til enten en fuldstændig afståen fra et bad, eller for badets udskydelse ind til aftenen, eller for at hvile og for festmåltid. Ved at falde tilbage til disse skikke, afviger i med flid fra jeres egne religiøse ritualer til fremmedes (skikke). For de jødiske højtider på Sabbat (hviledag) og Renselsesfesten og Judai/Jødisk (et ritual?) er også lampernes ritualer og det usyrede brøds højtid, og "kystbønnerne," alle hvis institutioner og udførsel er naturligvis fremmed for jeres guder. Hvorefter, for at vende tilbage fra denne afvigelse, du som bebrejder os med Solen og søndag skulle gennemtænke jeres nærhed til os. Vi er ikke langt fra jeres Saturn og jeres hviledage."

På den ene side rystet over denne afsløring og fuldstændige bekræftelse på at de tidlige kristne, som ethvert andet folkeslag på Jorden, anså Solen som Herren, og på den anden side lettet, da dette fuldt ud passer ind i hvad samtiden forklarer os, og hvad der derfor måtte forventes.

Når vi således ved at Odin blev ophøjet til gud og at man lavede afbildninger som blev tilbedt, så se Dem omkring i Danmarks og Nordens byer og natur. Alle vore statuer af nordboernes store mænd og kvinder, alle vore billedstøtter, er intet andet end en videreførelse af samme skik. I dag ophøjer vi ikke vore store sønner og døtre til guder i en religiøs forstand, men respekten og æren for deres egenskaber og indsats er forblevet, og heldigvis for det. Hr. Møller, der blev givet en buste af sig selv på sin 75 års fødselsdag har dog i vanlig beskeden stil valgt at lade den stå i kælderen så længe han er i live, iflg. Jan Cortzens "Myten Møller."

Som eksempel på hvorledes herskere blevet ophøjet til guder kan nævnes Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.). Caligula's oldefar Augustus og Julius Caesar blev begge opfattet som guder. For at Caligula ligeledes skulle opnå samme status, vel og mærket medens han var i live, beorderede han statholderen af Syrien og Palæstina, Publius Petronius, at opstille statuer af ham selv i templet i Jerusalem således at han kunne tilbedes som en gud. Publius Petronius blev iøvrigt udnævnt til statholder af de romerske kolonier Britannia i år 61-63 e.Kr. så han har uden tvivl efterlevet ordren fra Caligula.

At Odin blev ophøjet til en gud, og således trådte ind i den allerede eksisterende gudeverden, blev bevist ved en epokegørende doktorafhandling i 1876 af Karl Nikolai Henry Pedersen (1849-1896). K.N.H. Pedersen, der var ærkeolog, viser i sin afhandling iflg. Georges Dumézil i bogen "Gods of the Ancient Northmen" (side 31) helt overbevisende at Odin er en ny gud i den nordiske religion.

Dette er dog langt fra hele forklaringen om Odin.

Odin, Óðinn, Vodin, Woden, Wodan, Wotan, Wuotan, Zalmoxis (græsk) og Yodhin (sanskrit). På sanskrit betyder "Yodhin" "sejrherren, krigeren." De fleste er klar over de forskellige stavemåder for Odin som vi dagligt ser gennem onsdag (odensdag på olddansk) og Wednesday.

Da vi kan følge Odin helt tilbage til sanskrit, dvs. medens vi var bosatte i Asien, kan Odin ikke have været et fornavn på en bestemt konge eller høvding.

Herodot (år 484-425 f.Kr.) i værket "Histories" (bog IV:93-6) omtaler guden Zalmoxis/Zamolxis og vi kender ham kun under det græske navn der betyder "(den der bærer) hjælm." Plato (år 427-347 f.Kr.) omtaler samme gud i "Charmides" (158: B) hvor han beskrives som "at kunne forudsige fremtiden." Denne gud menes at være identisk med Odin. Vi ved at Zalmoxis var den øverste gud for Getae-Dacie folket og dette har, som historien senere vil vise, enorm betydning fordi dette folk oprinder fra det samme folk som det nordlige Dacie-folk på latin eller Danerne, som vandrer til Fyn. Det sydlige Getae-Dacie folks landområde lå i det nuværende Rumænien ud mod Sortehavet.

Herodot forklarer os at hvert femte år udvalgtes gennem lodtrækning blandt stammen en budbringer der skulle ofres til Zalmoxis. Manden blev kastet op i luften og landende på en "seng" af spydspidser. Døde han ikke blev han fundet uværdig til at foretage missionen og en anden blev herefter udvalgt. Grækere fra Hellespont forklarede Herodot at Zalmoxis i virkeligheden var en mand, en tidligere slave af matematikeren Pythagoras fra Samos (år 569-475 f.Kr.), der efter at have opnået sin frihed og akkumuleret stor velstand, vendte tilbage til Trakien og forklarede sit folk om Ptyhagoras og civilisation. Heredot er ikke sikker på hvad han skal mene om Zalmoxis.

Vi behøver ikke her at tage stilling til om hvorvidt Zalmoxis var en slave eller ej. Hvad er vigtigt i denne sammenhæng er alene at folket mente at Zalmoxis/Odin var baseret på en dødelig person.

På det indoeuropæiske sprog russisk betyder Odin tallet 1. Det skrives og udtales fonetisk Odin. På syriac kaldes Odin Adonis. "O" i Odin på syriac og Pushto sprogene betyder "den". "Din" har på syriac derfor været enten "Dn, Dun eller Don, hvor sidstnævnte betyder "visdom eller kundskab."

Odin har derfor betydet og betyder den øverste, lederen, den første, den vise, og har været et tilnavn givet til eller en betegnelse for alle høvdinger af Ase-folket lig Rex eller Cæsar, og det er i denne fortolkning vi skal se Odin i denne historie. Dette kan også forklare, hvorfor der var tabu mod brugen af Odin som navn. I dag må De dog godt kalde Deres søn eller hund for Odin iflg. Institut for Navneforskning på Københavns Universitet.

At der var tabu mod brugen af Odin som navn gør runeindskriften fra Ribe, Jylland (DR EM85;151B) ekstrem interessant. Runerne er dateret til 700 tallet og er ydermere indridset på en del af et menneskekranie og brugt som amulet. Historien vil senere forklare at årsagen til at vi siger skål! er at vore forfædre mente at fjendens styrke befandt sig i hans kranie, hvilket var derfor vi tog fjendens hovedskal, fyldte den med øl eller mjød, og skålede.

Første del af runeindskriften siger som følger: ulfuR Auk uþin Auk HutiuR ' HiAlb buri.......
Som er oversat til Ulfúrr og Othin/Óðinn og Hátýr hjalp Buri....

At Odin her benyttes er yderst usædvanligt og dateringen af stenen til 700 tallet gør at vi ikke kan udelukke at dette kan være en benævnelse på en af vore høvdinger med tilnavnet Odin.

Hvad er mindre sikkert er om det er en bestemt høvding der er blevet ophøjet til gudestatus og har lagt grunden til den sagnskikkelse vi genfinder i vore sagaer, eller om det er en lang række høvdinger der er gengivet. Da Odin har mange, mange navne og heite, dvs. dæknavne, i vore sagaer, næsten 200 ialt, tror jeg at Odin som en gud er eftertidens minde om en lang række af vore tidligste høvdinger. Dette bliver senere videre beskrevet i kapitlet "Asefolkets "kønne unger."

Som eksempel på et kongeligt tilnavn i samtiden, udover Cæsar, kan vi nævne "Mithradates". Dette tilnavn er persisk, og kommer af ordet "Mithras", persernes solgud, og det indo-europæiske ord "da" der betyder "at give". Tilnavnet har derfor betydet "givet af solguden." Dette tilnavn var tilknyttet mange konger, soldater og statsmænd i lille-Asien.

Vi ved med sikkerhed at Danerne, Anglerne og Saksernes høvdinger alle mente sig nedstammet fra Odin/Woden.

Ligeledes ved vi at forvirringen omkring Odin ikke er af ny dato.

Saxo forklarer forvirringen:

" På den tid var der en mand ved navn Odin som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud." (bog 1:7:1 i Peter Zeebergs Saxos Danmarks Historie).

Grundtvig oversætter samme sætning: "I de samme Dage var det, at hele Europa bøjede Knæ for en vis Odin, som falskelig gav sig ud for en Gud." Men her er Grundtvigs oversættelse forkert for bevisbyrden er omvendt. Det er ikke Odin der udgiver sig for at være en gud. Det er folkeslagene i Europa, der opfatter ham som sådan. Og heri er der en meget stor forskel.

Tidsrummet er samtidigt med Kong Hadding. Kong Hadding var en meget kendt vikingehøvding ved navn Hastings, der levede i sidste halvdel af 800 tallet.
Vi kan altså slutte at Odin i 800 tallet var blevet ophøjet fra et høvdingetilnavn til en gudelignende skikkelse. Og vi kan se at Saxo mener at det var forkert at opfatte Odin som en gud. Der må være en god mulighed for at også Saxo mener at Odin har været et tilnavn givet til vore høvdinger.

Og vi kan være endnu mere præcise. Krøniken "Flores Historiarum" som man normalt tilskriver Matthew of Westminster, men som faktisk blev nedskrevet af en række munke (i tidsrummet fra skabelsen til år 1265 i St. Albans) omtaler en tale af Hengest (Odins søn) i år 450 e.Kr.:

"Deos patrios, scilicet Saturnum, Jovem atque ceteros, qui mundum gubernant, colimus, maxime autem Mercurium, quem lingua nostra Voden apellamus."

Som jeg oversætter til:

"Vi tilbeder vore fædrene guder, Saturn, Jupiter og resten af de der er bestemmer over verden, men mest Merkur, som vi i vort sprog kalder Odin."

Vi kan se at Odin er blevet ophøjet til en gud før 450 e.Kr. og det kan derfor ikke undre at de katolsk censurede sagaer i 1200 tallet enten ikke forstår oprindelsen til Odin skikkelsen, eller nok snarere gør deres bedste for udelukkende at beskrive ham som en abstrakt gud der intet har med folket at gøre.

Tacitus, år 98 e.Kr., omtaler også dyrkelsen af Odin, som vi nu ved er identisk med Merkur, i omtalen af de guder der blev tilbedt i det nordlige Germanien:

"Af alle guderne, Merkur er ham de tilbeder mest. Til ham på visse fastsatte dage, er det tilladt at gøre selv menneskeofringer."

Her skal vi lige indskyde det bemærkelsesværdige at Odin faktisk burde være lig Jupiter, den øverste i romernes gudeverden. Jupiter hed i den græske gudeverden Zeus, og vil vil senere se Herodot forklare os i Histories (bog 4:59) at den øverste gud hos skyterne, med hvem vi i samtiden havde identiske skikke, var Jupiter. Merkur er søn af Jupiter og nymfen Maia, og derfor et trin ned. Dette kan skyldes enten at ingen andre folkeslags gud kunne være lig Jupiter eller at historieskrivere senere i beskrivelsen af Odin finder større ligheder med Merkur.

Jeg viser senere at disse menneskeofringer formentligt ikke længere fandt sted i nordbolandene i år 98 e.Kr., og at det højst sandsynligt er andres beretninger som Tacitus nedskriver om begivenheder der ganske sikkert på et tidligere tidspunkt har fundet sted. At Odin var blevet ophøjet til gudestatus på dette tidspunkt burde ingenlunde overraske os da vi allerede har vist at Odin også forefindes i sanskrit, og at tilnavnet derfor er at langt ældre dato.

Vi kan også se hvor "Odingrænsen" gik. Udover i Skandinavien og på de britiske øer hedder ugedagen "onsdag" kun det samme i Holland/Friesland gennem "woensdag."

Folkeslagene i det sydlige Germanien dyrkede de samme solguder, Thor, Freyr, Tyr, Solen og Månen, men Odins dag blev i disse områder til "Mittwoch" eller "midten af ugen."

Odin var derfor et tilnavn givet til eller en betegnelse for alle høvdinger af Ase-folket der efter ophøjelsen til gudestatus, som god skik tilsagde, blev til Alfaderen (Alföðr), lederen af gudeskaren.

Fra ovennævnte beskrivelser af Odin, der fuldstændigt følger hvorledes folkevandringen var, findes der kun én kendt undtagelse, som ingen i dag kan give et tilfredsstillende svar på.

Den preusiske Baron Alexander von Humboldt (1769-1859) og den franske læge og botaniker Jacques-Alexandre Goujoud Bonpland (1773-1858) drog på en videnskabelig rejse til mellemamerika i årene 1799-1805. Dette resulterede i værket "Vues des Cordillères" (1817). I bind I side 208 omtaler de at et folk i Guatemala og i Chiapas, Mexico mener sig nedstammet fra Votan.

Alle forskere er enige i at denne gud ikke er en oprindelig gud fra Aztezkerne eller Mayaerne. Guden beskrives altid som havende hvid hud og lyst hår. Man ved også at denne gud ikke tillod menneskeofringer, der var hvad god skik ellers tilsagde i samtiden. Det vides også at da Hernan Cortés ankommer til Mexico i år 1519, da eksisterer der allerede en tro hos folkeslagene om at en "hvid frelser" en dag vil komme, og dette bliver naturligvis groft udnyttet i kontrollen af disse folkeslag.

Den eneste naturlige forklaring der kunne have sin rigtighed, at Grønlændernes emigration til Amerikas nordøstkyst i 1000 tallet tog dem længere sydpå en vi i dag er klar over, kan ej heller være rigtig.

I templet, der i dag kaldes "Temple of Inscriptions" i byen Palenque, Mexico og som blev rejst i år 692 e.Kr., fandt man i 1952 en krypt, 24 meter under jordens overflade. Heri var et sarkofag hvori lå høvdingen Pacal Yotan (år 615-683 e.Kr.).

Iflg. Irene Nicholsons bog "Mexican and Central American Mythology" (1967) så fortæller sagnet om Votan/Yotan at han kom til Amerika fra et ukendt sted for at grundlægge en ny kultur. Han forlod sit hjem, kaldet "Valum Chivim" (betydningen ukendt) og via "huset med de 13 slanger" kom han til Valum Votan. Herfra rejste han op ad Usumacinta floden og grundlagde Palanque. Efterfølgende aflagde han flere besøg til sit hjemland. På en af disse rejser så han et tårn som var blevet ødelagt som følge af arkitekternes "forvirrede tunger." Votan blev dog tilladt at bruge en underjordisk gang for at nå til "himlens klippe."

Som sagt, hvorledes en høvding i Mexico mente sig nedstammet fra Odin, der ansås som en hvid, lyshåret Gud, og derfor må have sin oprindelse fra Danerne, Anglerne og Saksernes gudeverden, forefindes i Mexico i år 615 e.Kr. aner man ikke. At Odin ydermere synes at have rejst fra Mexico til sit hjemland flere gange gør ikke sagen mindre mystisk.

Det er også nødvendigt at omtale legenden om "Den Levende Buddha" - et i historisk sammenhæng nyt begreb, der først opstår i Yuan dynastiet (år 1271-1368 e.Kr.) hvor Kejser Kublai Khan giver Sakya folkets høvding titlen "Buddha af det Vestlige Paradis." Først fra dette tidspunkt bliver munke fra Tibet, der var skriftkloge og kyndige i Buddhismens ritualer og skikke, omtalt som "Levende Buddha" og reinkarnationssystemet indføres.

Efter sagnet skulle den første Levende Buddha været blev født Siddhartha Gautama i Kohana, nordvestlige Benares (i dag Varanasi) ved foden af Himalayabjergene på sletterne mellem Indien og Nepal. Der er ingen enighed om i hvilket tidsrum denne person levede, variende fra et muligt fødselsår i år 563 f.Kr. til hans mulige død år 412 f.Kr. Årsagen til dette skyldes ganske sikkert teologernes kamp om hvorvidt Confucius/ K'ung Fu-tzu (ca. år 551-479 f.Kr.) levede før eller var samtidig med den Levende Buddha.

Han omtales også som Sakyamuni (betyder "Vismanden fra Sakya"), Siddartha, Tathagata, Dharmaketu, Gautama Buddha og Gotama afhængige af hvilke kilder vi læser. Hans fader, Suddhodana, var konge af Sakya folket. Hans moder, Dronningen, hed Maya. Han blev gift som 16-årig med Yasodhara og var blevet beordret til at leve sit liv i fuldstændig isolation. Som 29-årig forlod han sit kongerige og nyfødte søn for at leve a simpelt liv og forsøge at forbedre livet og livets vilkår. Det menes at Sakya folket var et tempelpræst/krigerfolk.

James Legge skriver i år 1886 i sin oversættelse af Fa-Hiens rejsebeskrivelser fra ca. år 402 e.Kr. hvor Fa-Hien besøger Indien og opsøger buddhister:

"Sakya-folket, som følge af skikken blandt noble familier i Indien, havde lånt navnet fra gamle Vediske barde familier."

Hvad der gør oprindelsen til den første Buddha interessant er at det først nu er ved at gå op for forskere, og som historien her forhåbentlig viser, at folkeslagene i Nordindien og på sletterne i Kasakhstan var hvide indoeuropæere. I det mindste er det helt uden for historisk diskussion at ihvertfald krigerrangen og tempelpræsterne var det.

Mit gæt er derfor at den første Buddha har været en tronarving til et kongeligt dynasti af hvide indoeuropæere der har haft fuldstændigt samme skikke som os. Det har den følge at Kongen af dette dynasti har haft status af Gud og dermed har tronarvingen, Den Levende Buddha, været Søn af Gud og senere selv indtrådt i rollen som Gud. Dette forklarer hvorfor denne person bliver dyrket som Buddha.

Samtidigt sidestiller dette Buddha med Odin og begge skal formentlig forståes på samme vis, dvs. baseret på levende personer. At evolutionen af såvel Odin som Buddha senere afviger er kun naturligt da det er andre folkeslag der overtager Buddha som deres Gud fra ca. år 300 f.Kr. fremefter. Fa-Hien forklarer os at Buddhismen ankommer til Kina år 58-75 e.Kr. Vi vil senere høre andre kilder omtale Sae (kinesiske krøniker)/Sacae (Herodot) folket, som vi med sikkerhed ved er hvide indoropæere, og som vi også ved kommer ned til Nordindien over Hindu Kush.

Buddha oprinder af ordet "budh" og sanskrit "bodhati" der betyder "at vide, at opfatte." Buddha betyder derfor "den vise, den oplyste."

Min historie vil vise at vi kan følge dette folk hele vejen fra Det Gamle Testamente i 1230 f.Kr. (Aser, Aseriterne), via stepperne i Kasakhstan til landområdet omkring Tanafloden nord for Asovhavet (Aa-sun og Aorsi), og videre til Skåne 127 e.Kr. (Firaesi).

At der har i tusinder af år har hersket forvirring om Ase-folket og Aseguderne har efter min mening en helt naturlig forklaring. Det har alle dage været sandt at enhver kongeslægt med respekt for sig selv naturligvis ønsker at have et tilhørsforhold der er så tæt på guderne som muligt. Dette gøres bl.a. gennem navneassociering. Dette fænomen er ikke mindre populært i dag hos monarker og despoter verden over. Derfor har det i sagens natur ligget således at man har tilsigtet at tilknytte Asefolket til Aseguderne og at disse blev set som ét.

På etruskisk, sproget hvorfra rune futhark til dels stammer, hed Gud i ental "ais" og i flertal "aisar". Det er herfra det latinske ord Caesar stammer.

Ligeledes på assyrisk hedder Alfaderen eller den største af guderne "ash-ur."

På Sumerisk, Turk og Hung sprogene betyder "ash" den første, forfædrene og nr. 1.

Det skytiske ord for kongelig eller konge er "syr" og det samme på sumerisk er "sar". Heraf udvikles ordet tsar. Også det engelske ridderlige tilnavn "sir" blev op til 1400 tallet skrevet "syr".

På islandsk er ordet "ás" stadig en betegnelse for Gud. Vore Edda har naturligvis også Aserne i gudelignende skikkelser.

Nordbonavnene Asbjørn, Asger, Asfred, Asmund, Asthor og Astrid er, iflg. Institut for Navneforskning på Københavns Universitet, ditamatiske navne, dvs et navn sammensat af to temaer. "As" er betegnelsen for Aserne, enten guderne eller folket. Navnene Osgar (modsvarer navnet Asger med samme betydning: Asespyd) og Oswald (Aseherre) er udviklet af det oldengelske ord for Aserne i entalsform "Ós". Mit gæt er, at associeringen er til guderne.

Vi havde også en ærkebiskop ved navn Assur, som ikke mange kender til. Det beretter Snorre om i Magnúss Saga Blinda og Haralds Gilla (Heimskringla):

10. Upphaf orustu í Konungahellu

Eiríkur Danakonungur og Össur erkibiskup

Kongen er Erik II Emune (ca. år 1090-1137), og Assur var hans ærkebiskop. Kong Erik II var konge af Danmark fra år 1134-1137.

Jarl Skjalm med tilnavnet "Hvide" døde i år 1113. Han var høvedsmand på Sjælland og en af øens mægtigste mænd i samtiden. Nedkommere herfra blev kaldt "Hvideætten." Han fik fire sønner, Toke, Sune, Ebbe og Assur, der alle var høvdinger. Biskop Absalon, Esbern Snare og Anders Sunesen nedstammer alle fra denne slægt. Assur Rig Skjalmson Hvide (år 1080-1151) var udover at være høvding tillige ærkebiskop i Lund. Tilnavnet "Rig" (Rüg) fik han fordi han var høvedsmand på Rügen.

Før ham var der en biskop Asser til Sherborne under Kong Alfred den Store (år 849-899) til Wessex. Denne biskop Asser skrev i år 888 e.Kr. "The Life of King Alfred."

I Færeyinga Saga hører vi også om en mand ved navn Assur:

"Hafgrímur og Guðríður kona hans áttu son er Össur hét."

Han boede i Dímun på Færøerne og bliver dræbt fordi han ikke vil konvertere til den katolske kristendom.

I denne forbindelse er runestenen Ørja, Malmøhus län, Skåne (DR 333) muligvis af stor betydning. Indskriften er dateret til vikingetid og lyder som følger:
Som er oversat til Ulfúrr og Othin/Óðinn og Hátýr hjalp Buri....

og betydningen af dette er ikke forstået udover at man gætter på at "firi" er et navn.

Jeg gætter på at de i parantes indførte kolontegn, der blev brugt fra tiden efter kristendommens indførelse, og som ikke findes på stenen, ikke bør indsættes og at vi bør oversætte runerne til:

stotR: Aft firiAsu.....

og at oversættelsen derfor bliver

stået/rejst : efter for Aserne (enten guderne eller folket)

Kilde: Arild Hauges Runer.

Det gamle og nu-engelske navn for Donau er Danube, og de fleste store østeuropæiske floder hedder noget lignende, såsom Don (hed tidligere Tana. Snorre skriver at floden Tanas rette navn var Tanais, dvs. i 1200 tallet dets græske navn efter Strabos Geographika (skrevet ca. år 7 f.Kr. - år 18 e.Kr.) og Ptolemys geografiske observationer fra år 127-148 e.Kr. Floden Dnestr er formentlig afledt af en ordforbindelse med Dana. Kiev blev oprindeligt af Goterne kaldt Danapirstadir eller "staden ved Danapir". "Danapir" bliver så til Dnepr. Floden, der løber gennem Klaipeda i Litauen hedder slet og ret Dana.

Det skytiske ord "Tan", og oprindelsen til Tana floden, betyder "frost, fryser eller vand." Derfor har vore forfædre af andre formentlig været kendt som "flod eller vand"-folket.

Vi har to gode samtidige kilder der understøtter dette:

Ptolemy i år 127 e.Kr. placerer Tanaitae-folket hvor Tanaisfloden slår et knæk. Det er dette område som Snorre kalder Tanakvisl.

Den romerske historieskriver Ammianus Marcellinus i hans værk "History of Rome from Constantine to Valens" fra 300 tallet og omhandlende Hunnernes bedrifter skriver:

"Hunnerne, efter at have gennemrejst Alani-folkets områder, og specielt den stamme af dem (Alani-folket) der grænser op til Gruthungi (Østgoterne), og som kaldes Tanaitae-folket, og efter at have dræbt mange af dem (Tanaitae-folket) og erhvervet megen plyndring lavede de en venskabsaftale og alliance med de der var tilbage. Og da de var blevet forenet, gjorde de med øget dristighed et pludseligt strejftog ind i Ermenrichus' (Østgoternes Konge) vidtstrakte og frugtbare områder."

Jeg er helt sikker på at Tanaitae-folket, som beskrevet ovenfor, er de af vore landsmænd der forblev i området omkring Tanaisfloden efter at hovedparten var udvandret mod Fyn. Ptolemy nævner også en gren af Aorsi folket som værende bosat omkring den romerske provins Moesia på vestkysten af Sortehavet.

Det er derfor Snorre skriver at det er "mikið mannfólk" der vandrer mod Fyn, dvs. ikke alle drog med.

Vi kan også se at beskrivelsen "Alani" af historieskrivere er en generisk betegnelse for en række stammer og ikke en betegnelse for én stamme. Ammianus Marcellinus betegner Tanaitae-folket som en stamme under den generiske "Alani" betegnelse.

At vore landsmænd indgår i Hunnerhæren mener jeg også har stor betydning da Hunnerne angriber mod vest i første halvdel af 400 tallet. Dette behandles i afsnittet om Hunnerne.

Ase-folket får ved Tanaisfloden, gennem andre folkeslag der bringes ind til stammen, tilknytning til de store floder og kunne bygge skibe, sejle, handle og føre krige langs floderne. Derfor gav andre folk dem navnet "Tani" folket ("Dacie" på tidlig latin, senere "Dani"), medens betegnelsen Ase-folket eller Aserne var navnet på kongeslægten og fortidens helte. Det er efter min mening derfor at vi ingen kilder har der nævner "Tani" folket før dette tidspunkt, hvor vi udelukkende beskrives i variationer af Asefolket.

Man skal hele tiden holde sig for øje at betegnelsen "Tani" folket ikke et tilnavn vi har givet os selv. Det er et navn vi er blevet givet af andre for noget vi har gjort, et sted vi har været, eller andre ting der gjorde os anderledes. "Os"-folket, Dem kære læser, kaldte stadig sig selv for Aserne.

"Vikingr" (benyttet i den vestlige del af nordbolandene) og "Væringi" (benyttet i den østlige del af nordbolandene) er samme betegnelse for "en der var på (gennem)rejse." Først senere ændrer det betydning til at blive forbundet med plyndringstog og livgarden i Miklagarð/Istanbul.

Germanerne kaldte os også for "Ascomanni" eller "askemænd" fordi alle borde over vandlinien på langskibet var gjort af asketræ. Irerne kaldte Danerne fra Danmark for "Dubh" (de sorte) og Danerne fra Norge for "Finn." (de hvide). Dette var en henvisning til farven på skjoldene, hvorved vi kunne adskilles. Tilsammen blev vi kaldt "Gall" eller "de fremmede." Frankerne kaldte os for "Normanni" eller "normannere" og Angelsakserne kaldte os enten for "Dani" eller "Wiccan" (telt-folket).

Kært barn har mange navne, og Harald Blåtand har formentlig ikke selv opfundet sit tilnavn, og ingen har turde, eller er sluppet levende fra, at kalde ham dette i hans nærvær.

Daner staves med 16-futhark ??????"Tani" som det ses på jellingestenen. De fleste er af den opfattelse at runer er af latinsk oprindelse. Det vides imidlertid at runer blev brugt langt nordøst for Rom, hvor de ikke havde indflydelse. Snarere er futhark en udledning af urgræsk, der blev brugt på nordvestkysten af Sortehavet, samt nord-etrustisk.

Runen,????? (skrives også ?, ?, ?, ?, ??og ?) der udtales ansuR eller As, mener runologer er det samme som Aserne i betydningen af guderne. Man skal her passe på ikke at forveksle denne med runen ?? eller ?, der udtales Ar). Kunne det tænkes at samme rune også har været brugt i forbindelse med betegnelsen af Ase-folket?

Vi ser As-runen brugt ved en runeskrift indrisset på et spydskaft fundet i Kragehul, Odense og dateret til år 350-550 e.Kr. (Nationalmuseet nr. 3158, DR 196). En del af indskriften lyder:

"Ek erilar asugisalas em uha heite..... "

som er oversat til "jeg eril/ asu-gils er /uha hedder jeg". "Asu" refererer til guderne eller folket og "gils" kan betyde enten "gidsel" eller "pil/stråle". Nogle mener at "erilar" kan være en reference til Heruler. Ifald "asu" også har været en betegnelse for folket, så ville en nudansk oversættelse herefter blive:

"Jeg er Heruler. Jeg er Asernes gidsel. Mit navn er Uha" eller
"Jeg er Heruler. Dette er Asernes pil/stråle/spyd. Mit navn er Uha."

Her skal det kort nævnes at forskere ikke kender meget til forståelsen af hvem Herulerne var. Mange arbejder på forståelsen af dette og en dag får vi forhåbentligt dette afklaret. Vi hører senere om Herulernes fordrivelse fra Danmark sammen med Goterne, og deres senere tilbagevenden til Goternes område. Mange mener at det var Herulerne der kunne runer og lærte os brugen af disse. Det har jeg stærkt på fornemmelsen kan være korrekt. Vi har et oldnordisk ord "erriligr" der er sammensat af to ord: "ern" (skarp, energisk, livskraft) og "ligr" (lig). Jeg tror at Heruler kan have betydet "de handlekraftige" måske i betydning af "de skriftkloge."

Når de vil veksle deres danske kroner i ankomsthallen i Tallinn lufthavn så skal De sige De vil veksle Taani kroon. Tallinn betyder naturligvis Danernes by, og kommer oprindeligt af Taani linn. Men navngivningen Estlands hovedstad af Valdemar II Sejr sker først efter år 1219, og nævnes kun for at vise den fortsatte brug af "Tani" over 1.000 år efter vor ankomst til Danmark.

I historien bruger jeg i flæng forskellige variationer af beskrivelsen af Ase- og Tanifolket, men de fleste vil nok være klar over at det er samme folk der omtales.

Da vi ved at Elben blev kaldt Sax-elfr eller "Saksernes elv" så har Elben allerede på dette tidspunkt været et grænsemærke mellem Saksernes og Anglernes område."

Geographen fra Ravenna eller på latin Ravennatis anonymi Cosmographia skriver i 700 tallet, dvs. efter udvandringen til England:

"Quarta ut hora noctis Northomanorum est patria, quae et Dania ab antiquis dicitur, eujus ad frontem Alpes vel patria Albis (I:11)..........Dania modo Nordomanorum dicitur patria (IV:13)"

Der i Oldnordisk Ordbog oversættes til:

"Ved Nattens fjerde Time er Nordmannernes Land, som af de Gamle kaldes Dania, ved hvis Begyndelse er Elben.. (I:11).... Og kaldes dette Dania nu Nordmannernes Land(IV:13)"

(Pinder & Parthey: Ravennatis anonymi Cosmographia, 1860, 8. kapitel, s.27-28, 202. Kildehenvisning hentet fra Erik Jonsson's Oldnordisk Ordbog, Fortalen s. XX og XXI).

Ved at koble et af de vigtigste historiske kort over Danmark fra år 1585 på, kan vi med det samme se både hvorfor Anglernes område hed "Angul," og at dette har kunnet observeres i samtiden uden brug af fuglespektiv.

Som enhver sønderjyde ved hedder hele halvøen sydøst for Flensborg til Slesvig By stadig Angel. Holstens nordlige grænse var Ejderen i vest over til Kiel i øst. Den sydlige grænse var Elben. Anglernes område har derfor været fra Flensborg til Saksernes Elv (Elben) bortset fra det Nordlige Friesland ude ved Vesterhavskysten. Landområdet optrukket med gult nedenfor på originalkortet viser området hvor Rantzau i kortets samtid var Hertug, og dette var Anglernes område.

Sakserne/Saxons/Sax/Seax får deres navn ikke efter deres landområde fra Elben sydpå, men grundet deres brug af et enægget kort stiksværd, som vi i dag bruger til at klippe med. Hvis De kigger på Sakskøbings byvåben fra år 1584 med to uldsakse, som vist nedenfor, får De et ganske glimrende indtryk af hvorledes dette sværd så ud.

Sakskøbing, Lolland hed oprindeligt Saxþorp og med brugen af det oldnordiske "þorp" er vi med sikkerhed tilbage til før 800 tallet og formentligt også før udvandringen til England i 400 tallet. Da byvåbenet indeholder 2 uldsakse, kan det også være en mulighed at der lå to bygder, Saxþorp og Saxokaupang, der på et tidspunkt blev til én bygd.

Kobelitse (*Kobylici/*Kobylica), Kuditse (*Chotovici), Tillitse (*Tilici), Ulitse (*Ulica), Revitse (*Redovici), Binnitse (*Bynici/*Zbynici), Korselitse (*Choc"lici) og Kramnitse.

Som det kan ses på bykortet ovenfor findes også stednavnet "Saxemarken." Mit gæt er at Lollands oprindelige navn har været "Saksmarku" eller "Saksernes Mark" ("x" blev i futhark oprindeligt skrevet "ks"). Vi ved fra Wulfstan's beretning (se nedenfor) at dette har ændret sig til Låland i ca. år 890 e.Kr. men på dette tidspunkt har udvandringen til England fundet sted.

Kigger vi på hovedåen, Hardenberg å, da kan Hardenberg have betydet "af en hård klippe er han brudt" da ordet "berg" ofte brugtes i omtalen af en person eller familie f.eks. "Þvi berginu brottinn" (af slig klippe er han brudt). Det må være rimeligt at slutte at navnet på åen kan være navnet eller tilnavnet på en tidlig saksisk, og dermed vor egen, høvding. I kapitlet "Ase-folkets "kønne unger"" vises en mulig kongerække, og her finder vi som nr. 10 høvdingenavnet "Hrathra." Om der her en en sammenhæng skal jeg ikke kunne sige.

At Sakskøbing var den oprindelige hovedbygd og dermed Saksmarku/Lolland den vigtigste landsdel i området er nok derfor vi siger Lolland-Falster selvom det faktisk burde være Falster-Lolland set fra såvel høvdingesædet i Lejre og senere Hafn.

Der lå også en by kaldet Saxstrup/Saxtorf, tillige en evolution fra Saxþorp, syd for Landskrona i Skåne. Det beretter krøniken om Den Store Nordiske Krig om "udi dett aar 1677" (3:die bog):

"Den 5 Julii bröd kongen aff Danmarch op fra Malmöe, forlod den gandske och satte sig den 6 dito ved Saxstrup for Hellerup aae, en halff miil fra Landtzcrone, huor arméen huildte sig indtil den 12 Julii..."

"Man bliver derved ført til at antage, at Folkenavnet "Danir" oprindelig har haft den sammen Betydning som adskillige andre ældgamle Folkenavne, nemlig den samme betydning som "Mændene", "Indbyggerne" og lignende, som flere af Old-tidens Folk, der ansaae sig for deres Lands Urbeboere, gave sig selv."
(Oldnordisk Ordbog, Fortalen, XXI).

Saxo skriver i Gesta Danorum i kapitlet Dan og Angel "Dannemarks Krønike begynder med Humbles Sønner: Dan og Angel, som baade var de første navnkundige Høvdinger i Riget og blev opkaldte i Folket" (Grundtvigs oversættelse, s. 53). Historieskriveren Stephanus Johannis Stephanius låner dette fra Saxo og udgiver i år 1642 en stærkt manipuleret version af Sven Aggesøns værker hvor han i Additamentum (tilføjelsen) til Svennonis Aggonis Filii Opuscula Historica skriver "Primi Danorum principes extiterunt Dan et Angul." (Gertz' Sven Aggesøns Værker, s. 112). Som Gertz skriver på side 195, så er dette ikke i overensstemmelse med Sven Aggesøns oprindelige kongeliste.

Saxo er en god historieskriver, men heldigvis ikke specielt kreativ når han fortæller usandhed. Derfor er røverhistorien om Dan og Angel/Angul nem at filtrere ud, men oplysningen er alligevel af værdi. Det er helt klart at Saxo har en fortælling eller sagn, der forbinder Danerne og Anglerne til en fælles stamme og et fælles kongedynasti, men Saxo kender ikke sandheden bag sagnet eller tror ikke på det i det Herrens år 1200 e.Kr. Hans løsning er, som vi ser ham gøre utallige gange, at gennemføre en omskrivning af sagnet, heldigvis med mangel på kreativitet så vi kan fange det, for at få sagnet inkluderet i sin krønike. Jeg håber jeg har været i stand til at forklare læseren at det sagn Saxo har fået fortalt er netop at Danerne og Anglerne er det samme folk, med samme høvdinger op til udvandringen til England i 400 tallet.

Mit gæt er at Saxo henter sin opfattelse af røverhistorien om Dan fra Lejrekrøniken, skrevet ca. år 1170 e.Kr. af en ukendt person, der indledes med at berette om Høvding Ypper der havde tre sønner, Nori, Østen og Dan der fik det land der i dag hedder Dacia/Danmark. Dette er en verbatum gentagelse af mytologien om jætten Ymer og de første guder Odin, Ve og Vile. Den symbolske betydning af mytologien er nok gået alle samtidens katolske skrivere forbi.

Vi har to meget tidlige kilder der understøtter denne konklusion.

Plinius den ældre (23-79 e.Kr.) i hans værk Naturalis Historiae omtaler et folk i nordGermanien under navnet "Inguaeones" folket (bog 4:xiv:99).

Forskere er enige i at "Inguaeones" er en religiøs opdeling af stammerne og henviser til de folkeslag der tilbad Freyr. Vi genfinder ordet i ingwaz-runen fra ældre Futhark, der ligeledes refererer til Freyr. Freyrs heite, dvs. dæknavn, var "Ingi." Vi genkender ordet i "Yngví" eller "Freyrs Helligdom" med sidestykket "Odinsví" eller "Odins Helligdom" der bliver til Odense. Cirklen lukkes ved at det er derfor at Snorre skriver Heimskringla, Norges Konge-krønike, og Ynglinga sagaen om Ynglinga dynastiet fra Odin og fremefter. Til denne religiøse befolkningsgruppe hørte Danerne, Anglerne, Sakserne, Friserne og Jyderne.

Første gang Friserne nævnes særskilt er hos Tacitus i år 98 e.Kr. under navnet "Frisians" og her er de boende, hvor de altid har haft bopæl, ved siden af "Angles."

I Beowulfkvadet omtales folket "Ingwine" (Ing's Venner) som forskere identificerer med Danerne. Som vi har set ovenfor er det samme folk, dvs. Ase-folket og tilbedelsen af Freyr. Det er af samme årsag at Beowulfkvadet bugner med forskellige betegnelser for Danerne, hvis navne fortæller os hvor de geografisk var eller hvorledes de udskilte sig:

Vi har en beretning der kan hjælpe os lidt på vej til forståelsen af inddelingen af de forskellige grupper af Daner. Wulfstan forklarer i Orosius's History of the World ca. år 890 e.Kr. (G. Jones' A History of the Vikings, side 110):

Vesten for de Gamle Saksere er udmundingen af Elben og Friesland; og nordvest derfra er det land der kaldes Angeln ("Ongle") og Syd-Jylland ("Sillende") og en del af Danmark ("byrð in on Dene"). Vesten for Syd-Danerne er den del af havet der omkranser Britannien (dvs. Vesterhavet); og nord for dem er den del af havet der kaldes Østersøen ("Óstsæ"); østen og norden for dem er Nord-Danerne, på hovedlandende og på øerne; og østen fra dem er Afrede, og syd for dem er Elbens munding og en del af de Gamle Saksere. Norden derfra har Nord-Danerne den samme arm af havet der kaldes Østersøen, og øst for dem er Oesti-folket (Esterne).

Vi kan fra ovennævnte se at i år 980 e.Kr. er Syd-Danerne beskrevet som værende sønderjyderne og Nord-Danerne fra Jylland til og med Skåneland. Men denne beskrivelse er 450 år efter udvandringen til England, og er uden tvivl en videreførelse af en urskik om opdeling af Danerne på nord-, syd-, øst-, vest- og Halv-Daner som gjort i Beowulfkvadet.

(Mit gæt er at den "moderne" Gud formentligt opfindes i forbindelse med den katolske kirkes første oecumenicalske råd der fandt sted i Nicaea, Bithynia i dag byen Iznik, nordvestlige Anatolien, Tyrkiet fra maj-august år 325 e.Kr. Her tager man de første skridt til at formulere doktrinet omkring Treenigheden, dvs. at Balder/Jesus, Kongen/Gud og Solen/Herren er den samme person. Samtidigt erklæredes Arius' version af kristendommen for kætterisk, da dens store popularitet var blevet en trussel for den romersk-katolske kirke).

Tomrummet opstår i frustrationen over at vi ikke længere behøver at se Solen som Herren og vore forfædre som Gud, og derfor ender op med mangel på noget at tro på overhovedet. Denne frustration kan ydermere blive til vrede i erkendelsen af at vi fra barnsben er blevet pakket en røverhistorie på.

Et af æresmedlemmerne af Svend Erik Kedeligs Kvartet (copyright Jesper Klein & Klyderne), Søren Kierkegaard (1813-1855), gennemtænkte naturligvis dette som mange andre før ham. I hans bog "Sygdommen til døden" (1849) henviser han til Sokrates (ca. år 470-399 f.Kr.), der som bekendt erkendte at "det eneste han vidste var at han ingenting vidste":

"Lad os aldrig glemme, at just af Ærbødighed for Guddommen var han [Sokrates] uvidende, at han, forsaavidt en Hedning kunde det, som Dommer holdt Vagt ved Grændseskjellet mellem Gud - og Menneske, vogtende paa, at Qualitets-Forskjellighedens dyb befæstedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud - og Menneske ikke saadan philosophice, poetice osv. løb i Eet. See, derfor var Socrates den Uvidende, og derfor kjendte Guddommen ham at være den meest Vidende (SV15, 151)."

Jeg tror næppe moderne filosofer mener at forudsætningen for at tro på den "moderne" Gud er uvidenhed til trods for at det er ganske nærliggende, og for alle der har boet i 3. verdenslande i høj grad korrekt.

For et tænkende menneske, der har forståelse for sin fortid, er troen på den "moderne" Gud en umulighed og det findes der to løsninger på:

II. at man vælger at tro på noget andet, f.eks. sig selv, familien, ens landsmænd, sit land og ikke mindst stammens skikke.